Copenhagen Fashion Week AW23

Copenhagen Fashion Week AW23

Guide til modeugens åbne og gratis events

Copenhagen Fashion Week byder i 2023 på en masse events og talks – og flere af dem kræver ingen invitation. Vi har samlet et udvalg af de bedste events her.

MANDAG DEN 30. JANUAR

Wessel & Vett – 10 år med Danmarks største modepris

Her kan du blandt andet opleve Iso.Poetism by Tobias Birk Nielsens poetiske dystopi, Cecilie Bahnsens kendte hverdags-couture og Emilie Helmstedts farverige kunstnersjæl, ligesom der også er mulighed for at dykke ned i Magasins modehistorie. Udstillingen løber til den 26. februar – også under Copenhagen Fashion Week. Læs mere her.

Tid & sted: mandag-fredag kl. 13-17 og lørdag-søndag 11-15, Magasin du Nord Museum, Vingårdstræde 6.

Wessel & Vett – 10 år med Danmarks største modepris / Fotograf: Helena Lundquist

CIFF Fashion Experience kombinerer modeshow og koncert

CIFF sparker modeugen i gang med flot show, når de fejrer 30-års jubilæum og dermed den 60. udgave af modemessen. Bella Arena lægger her scene til herre-, dame- og børnetøjskollektioner fra 60 forskellige brands, ligesom du også vil kunne opleve live-optrædener fra Outlandish og Drew.

Tid & sted: den 30. januar, kl. 17 -18 (dørene åbner kl. 16), Bella Arena, Center Boulevard 5, billetter kan købes her.

TIRSDAG DEN 31. JANUAR

—-

Paneldebat: Accelerering af industriens bæredygtige forandring

Til Copenhagen Fashion Weeks anden talk diskuterer panelet industriens fremskridt, hvilke udfordringer der står tilbage, og hvad der skal til for at accelerere forandringen mod en bæredygtig modeindustri. 

Tid & sted: den 31. januar, kl. 15.30-18, kan livestreames på Copenhagen Fashion Weeks hjemmeside her.

Henrik Vibskov fejrer udgivelsen af sin nyeste kollektion

Den irriterende hverdagsoplevelse var inspirationen bag Henrik Vibskovs poetiske SS23 ‘Bird in Face’-kollektion – og den kollektion kan nu opleves i brandets butik, hvor der vil være drinks, live DJ og en kunstinstallation. Se hvordan Henrik Vibskovs finurlige og kunstneriske tøj imiterer broer, hvor mennesker og natur mødes – her forhåbentligt uden at få en fugleklat i hovedet, som ellers var startskuddet for designerens inspiration.

Tid & sted: 31. januar, kl. 16-20, Henrik Vibskov Boutique, Gammel Mønt 14.

Henrik Vibskov, Bird in Face, SS23

Åbningsevent med Venczels AW23/24 udstilling

Venczel præsenterer sin tiende kollektion via en udstilling hos Etage Projects. Her kan du se de nyeste tasker og accessories fra brandets svenske designer og stifter, Matilda Venczels, hånd. Fokus er på ukonventionelle former, veludførte detaljer og italiensk håndværk, ligesom der til åbningen også serveres drinks til de tørstige gæster.

Tid & sted: åbningsevent den 31. januar, kl. 16-19, herefter er udstillingen åben fra den 1.-3. februar, kl. 12-17, Etage Projects, Borgergade 15E.

CC X CPHFW åbningsfest til udstillingen ‘Beautiful Repair’

Live-optrædener, drinks og en modeudstilling med fokus på en af nyere tids største trends indenfor det kreative felt, reparationsæstetik, er alt sammen på programmet, når Copenhagen Contemporary og Copenhagen Fashion Week afholder åbningsfest for den nye udstilling ‘Beautiful Repair’. Her kan du se, hvordan genbrugs-og deadstock-materialer i samspil med avancerede reparationsteknikker kan blive til smukke og eksperimenterende kreationer, der bringer nyt liv til tøj. Åbningen er en fest, så der vil først være velkomstdrinks og åbningstaler, hvorefter liveperformances, blandt andet af Marie Sloth Rousing, tidligere vinder af Alpha Award-, dengang Designers’ Nest-prisen, samt flere DJs vil sørge for at holde gang i festen helt indtil midnat.

Tid & sted: den 31. januar, dørene åbner med velkomstdrinks fra kl. 18-19, herefter åbningsfest frem til kl. 00, Copenhagen Contemporary, foyer og café, Refshalevej 173A.

ONSDAG DEN 1. FEBRUAR

—-

Mød Moonchild Yoga Wear og se den nye AW23 kollektion

Mød ejer og designer Louise Wang Nielsen i København hvor hun fortæller mere om de skønne yoga og loungewear styles fra Moonchild. Moonchild designer lækkert og bæredygtigt yogatøj, loungewear og wellbeing styles til kvinder. Møder aftaler direkte. Se invitation nedenfor.

Moonchild Yoga Wear - AW23

Paneldebat: Mode i museer

Ved denne Copenhagen Fashion Weeks-talk taler et panel om modens kulturelle værdi under udstilling i museer, overlappet mellem kunst og mode, og hvorfor mode er et nyt tema for skandinaviske kunstmuseer. Snakken bliver modereret af den kyndige Ane Lynge-Jorlén, direktør for Alpha, og hendes lige så kyndige panel består af Nina Due, direktør for Rösska Museum of Design and Craft i Sverige, Marie Laurberg, direktør for Copenhagen Contemporary, og Minna Palmqvist, modedesigner og kunstner.

Tid & sted: den 1. februar, kl. 14.30-15, kan livestreames på Copenhagen Fashion Weeks hjemmeside her.

TORSDAG DEN 2. FEBRUAR

—-

Istituto Europeo di Designs paneldebat om inkluderende design og bæredygtig mode

Hotel Skt. Petri sætter scenen for en paneldebat med et økonomisk og et socialt perspektiv på udviklingen af mode. Her kan man nyde en kop kaffe og en snack, imens man lytter til panelet bestående af Isabel Berz, direktør for Las Manuelas projekt, Kristian Snorre Andersen, medstifter og CEO for Adorno, og Julia Weems, modedirektør for IED Barcelona. Debatten er modereret af David Lapof fra IED Research Center.

Tid & sted: den 3. februar, kl. 10-12, Hotel Skt. Petri, Krystalgade 22.

Zalandos Sustainability Award – afgørelsen

I sommer løb islandske Ranra med prisen som sæsonens vinder af Zalando Sustainability Award. Denne modeuge kæmper tre finalister, svenske Selam Fessahaye, ukrainske TG Botanical og danske Stamm, om præmien på 150.000 kroner og en capsule-kollektion i partnerskab med Zalando. Selve ceremonien og præmieoverrækkelsen bliver live-streamet på Copenhagen Fashion Weeks hjemmeside, så du både kan se og høre juryens begrundelser – og vinderens reaktioner – direkte.

Tid & sted: den 2. februar, kl. 14-14.30, følg med live her.

Paneldebat: Vigtigheden i involvering af nye talenter

Modeindustrien råber på nye løsninger og søger nye perspektiver på alle dele af branchens problemer. Til denne talk diskuteres vigtigheden i involveringen af nye talenter i fremtidens modeindustri. Debatten bliver modereret af Nicole Demarco, US redaktør for i-D, og panelet består af Nora Eslander, PR-og kommunikationschef for Renewcell, Alectra Rothschild, kreativ direktør for Alectra Rothschild, og Olya Kuryshchuk, grundlægger og chefredaktør for 1 Granary.

Tid & sted: den 2. februar, kl. 15.30-16, kan livestreames på Copenhagen Fashion Weeks hjemmeside her.

FREDAG DEN 3. FEBRUAR

—-

Upcycling event med H2O, Tise og FLOT

H2O er tilbage efter mange års pause fra Copenhagen Fashion Week, og deres tilbagevenden sker med samarbejdspartnerne Tise og FLOT. Her præsenterer de en ny kollektion, skabt af Louise Schmidt fra FLOT, som udelukkende har benyttet H2Os fejlvarer og reklamationer som materiale. Her kan man som gæst nyde en morgenmad samt en lille forfriskning, imens H2O, FLOT og Tise fortæller om upcycling, designfilosofi og cirkularitet – og sælger den nye kollektion til interesserede gæster.

Tid & sted: den 3. februar, kl. 09-13, Kødbyen, Spisehuset 5C.

World Animal Protection fejrer en pelsfri modeuge

Copenhagen Fashion Week holder denne sæson sin første pelsfri modeuge, og det fejrer World Animal Protection med en paneldebat modereret af stifter af Spib.dk Lotte Thor. Her debatterer paneldeltagerne kombinationen af bæredygtighed og dyrevelfærd i modebranchen. Panelet består af Anne Skare Nielsen, futurist, Cecilie Ingdal, chefredaktør for Elle DK, Frederik Larsen, medstifter af In Futurum, Julie Skall, medstifter af Skall Studio, og Stephanie Kruuse Klausen, kampagneansvarlig for World Animal Protection. Eventet finder sted hos Kunstforeningen Gl. Strand.

Tid & sted: den 3. februar, kl. 13-15, Kunstforeningen Gl. Strand, Læderstræde 15.

Afslutningsfest med Fine Chaos

Copenhagen Fashion Week slutter af med et brag, når Fine Chaos afholder modeugens sidste fest. Kunstinstallationer vil gå i tråd med brandets nyeste post-apokalyptiske kollektion, og musikalske talenter fra den københavnske undergrundscene vil sørge for et rave, som der fortsætter ind i de tidlige morgentimer. ‘Born Extinct’-festen finder sted i Kødbyen, og Fine Chaos byder alle velkommen.

Tid & sted: den 3. februar, kl. 21-05, H15, Kødbyen, Halmtorvet 15.

Fine Chaos

Dette post er med inspiration fra artikel skrevet på fashionforum.dk 


Leave a comment

Please note, comments must be approved before they are published